Sommeren er på vej hernede. Man mærker det en smule i vejret, som næsten nærmer sig det udholdelige, men hvor man virkelig mærker det er, når man tager bussen. Her er pludselig blevet fyldt med blegfede, engelske pensionister, der med bøllehat, fotografiapparat og en ulidelig morgenentusiasme er på vej til Valletta for at tage billede af alverdens elendige bygninger. De skal alle, uden undtagelse, sikre sig, at det nu er den rigtige bus, de er kommet på – helst mere end én gang. Derefter skal de spørge, hvad billetten koster og SÅ er de klar til at betale, hvis de da kan få knappet pungen op. Men man må bide det i sig det næste halve år – man bliver ikke fri for dem.
Fyrværkeriet er endnu ikke startet, hvilket er yderst positivt. Man har næsten glemt, hvor slemt det er hver sommer. Men helt glemme det kan man nok aldrig. Det er lidt det samme som post traumatisk stress efter granatchok. Der vil altid sidde psykiske splinter boret så langt ind i underbevidstheden, at man aldrig nogensinde får dem gravet ud.
Jeg har endnu engang haft indendørs swimmingpool. Der skulle skiftes afløbsrør, hvilket resulterede i, at der da lige var blevet revet hul fra taget ned i min lejlighed. Bland direkte hul med årets største regnskyl – så har du ca. 40 liter vand på stuegulvet i ½ centimeters højde. Da min udlejer så klager til rørskifterne, som kommer ned og beser skaderne, vælger de så at klage over, at jeg ikke sagde til noget før. Så kunne jeg spørge, hvornår nøjagtig det var, jeg skulle sige til? Skulle jeg have opdaget det om natten i stedet for kl. 7 tirsdag morgen? Det er så typisk maltesisk, som noget kan være, lige at prøve at skyde skylden på andre. De erkendte dog fejlen og hjalp med at tørre det sidste op. Jeg havde dog selv brugt halvanden time på at skovle vand op med fejebakke.
Heldigvis rejser jeg væk fra al Maltas elendighed og holder to ugers ferie i dejlige Danmark. Det bliver rart at få en pause fra det hele, og jeg glæder mig til at se jer alle sammen. Jeg flyver fra Malta d. 15/4 kl. 6.30 (hvem i alverden lægger en flyafgang der?...) og lander i Billund 9.30. Det er en dejlig direkte afgang med Ryanair.
”Ude godt, men hjemme bedst” har mange mennesker, her iblandt min kloge bedstefar, udtalt i tidens løb, og det må jo siges at være ret så sandt. Problemet med ordsproget opstår, når man ikke ved, hvor ude og hjemme er. Er hjemme der, hvor man selv bor, eller er hjemme der, hvor dem man elsker og holder af bor? Jeg ved det ikke, og i princippet er det også lige meget – man kan vel sagtens have to hjem?
Det er dejligt at være hjemme.. Øh ude.. Uhm.. På Malta igen, selvom det hele føles lidt tomt uden jer alle sammen. Det var den bedste ferie jeg har haft meget længe, og jeg nød hvert sekund. Det var trist at skulle sige farvel til jer alle sammen, og jeg må indrømme, at jeg også vendte og drejede alle muligheder for at flytte tilbage til Danmark, men som alting er lige nu, vil det simpelthen ikke fungere. Så jeg må undvære jer lidt endnu.
Igen har opdateringen af bloggen været alt for sløv. Det beklager jeg. Grunden er, at med nyt firma og et sports-projekt på siden, gider jeg simpelthen ikke skrive, når jeg har lidt frirum. Det er dog en dårlig undskyldning, for når jeg endelig kommer i gang, er det jo dejligt at få alle tanker og oplevelser skrevet ned.
Siden sidst er der sket meget. Rigtig meget. Diana og jeg begyndte at ses igen, men aftalte, at vi skulle begynde helt forfra med at date. Så det gjorde vi. På den første date lånte jeg en Audi og tog hende med på picnic på stranden. Jeg havde udfoldet mine kulinariske evner, hvilket var en kæmpe succes – altså bortset fra, at Diana valgte at spise de ”nød-pølsehorn” jeg havde medbragt i tilfælde af, at min kokkerering slog fejl.
Uagtet pølsehornsløsningen fik jeg anden date i hus. Jeg var super opfindsom, og lånte igen Audien, og tog hende med til Maltas smukkeste sted, Dingli Cliffs. Det blev en romantisk tur, hvor vi blandt andet afholdt konkurrence i hvem der kunne bøvse højst udover de 70 meter høje klipper.
Trejde date stod Diana for, og det blev til brunch på min fødselsdag. Det var super dejligt at stå op til scrambled eggs, bacon, pølser, muffins med hjemmelavet pynt, balloner og TRE slags drikkelse, her i blandt cola. Hvor er det dejligt, når folk kender én så godt, at de ved at man gerne vil have cola til morgenmaden :). Det blev en rigtig dejlig dag! Siden er vi gået lidt i stå med at date, men det må vi få os taget sammen til at komme i gang med igen.
Og nu spørger folk: ”Men er i kææær’ster?”. Dertil kan vi svare, at vi ønsker at tage tingene meget stille og roligt ;)
Diana har fået nyt job! Hun er blevet ansat på NordicBet, og skal nu arbejde med både poker, sportsbetting og casino. Jobbet giver mere ansvar, bedre løn og bedre arbejdstider, så det er super fedt. Hun har endda fået egen bærbar, så hun kan arbejde hjemmefra. At hun præsterede at glemme passwordet til Windows første dag hun havde computeren med hjem, har jeg lovet ikke at skrive om, så det har jeg ikke tænkt mig at bruge spalteplads på.
Vinteren på Malta er trist. Selvom mange siger ”Ååååh, hvor dejligt”, når de hører, at her er 18 grader varmt midt i januar, er det altså ikke helt så dejligt. Godt nok kan man rende rundt i t-shirt, men det er nu engang stadig trist. Det regner og regner og blæser og blæser, og det bliver meget hurtigt mørkt. Så er det faktisk næsten hyggeligere med frost og sne. Forhåbentligt bliver det dog snart varmt nok til, at man kan gå op på taget og tage sol – og komme ned og bade!
Mange laver nytårsforsætter, som de ikke kan holde, så det vil jeg også gøre. Mit forsæt er, at jeg vil opdatere bloggen mindst én gang om måneden. I kan roligt regne med, at det ikke sker, men jeg skal gøre et forsøg!
Afslutningsvis er der endnu et håndværkerbillede: Man skal ikke mejsle den mur over, man selv står på!
Sommeren er i fuld gang på Malta. 35 grader om dagen, 23 om natten og ingen regn. Det lyder dejligt, og det er det såmænd også, når man ikke skal sove eller gå på arbejde. Heldigvis er vandet 25, så det er super lækkert at bade for tiden. Jeg kan få mange, mange timer til at gå på klipperne med en bog og et håndklæde.
Siden sidst er der sket en del. Mette Winther var på besøg en uge, hvilket var smadderhyggeligt. Det blev til lækre strandture og en bådtur, hvor vi hoppede ned fra seks meter høje klipper. Vi brugte det meste af ugen på at slappe af og nyde varmen eller på at spise pizza. På én af vores badeture blev Diana brændt af en brandmand, der havde valgt at ligge på lur efter hende:
Malteserne har været så venlige at opsætte en planche med alle de brandmænd, man kan være så heldig at blive angrebet af i deres farvande:
Diana og jeg har valgt ikke at bo sammen mere, og hun er for nyligt flyttet i sin egen lejlighed et par kilometer væk fra min. Det er noget tomt, men det var nødvendigt.
På trods af ovenstående, går tingene, som de plejer – fyrværkeribåden er kommet tilbage, hvilket er en kæmpe belastning. Kirken prøver at larme om kap med fyrværkeriet ved nogle gange at ringe uafbrudt i 20 minutter. Når fyrværkeriet og kirken ikke larmer, kan man høre et kor, der øver sig i noget der minder om opera. Mest af alt lyder det som 80 vilde katte der simultant bliver tortureret med glødende pinde. Det er ganske enkelt uudholdeligt, og man er nødt til at lukke alle vinduer og døre, hvis man skal klare sig igennem halvanden times korsang uden hovedpine. Ud over førnævnte ting, kan jeg nævne, at der forleden blev spillet sækkepibe, af hvad jeg formoder, må være en døv malteser. Det var næsten værre end korsangen. Og nåh ja – folk dytter stadig, som om de har travlt. Det er pudsigt, for en malteser har aldrig nogensinde travlt ellers.
Peppe var også på besøg for nyligt, hvilket blev til 11 supergode dage. Det meste af tiden gik med at bade, se og spille fodbold, spise junkfood og se film – lige som en ferie skal være. Han opførte sig endda pænt det meste af tiden! Drengen fik også rettet op på sit ankelproblem under besøget:
Under én af vores utallige badeture fandt vi en eremitkrebs. Den synes ikke, det var så sjovt at blive taget med op på land, for et tidspunkt valgte den at flygte fra sit hus. Vi fik dog igangsat en redningsaktion og fik krabben tilbage i konkylien.
Jeg kommer snart hjem på ferie, den 16. august for at være helt præcis, og jeg glæder mig super meget. Jeg trænger til at komme væk fra øen og se jer alle sammen. Jeg bliver indtil den 27. august.
Slutteligt får I de seneste arbejdsbilleder fra Malta. Jeg tror ikke, de har en arbejdsstyrelse hernede…
Endnu engang må jeg beklage, at mine blog-updates er blevet så sjældne. Når man bruger otte timer om dagen på at skrive, er det noget af det, man har allermindst lyst til, når man kommer hjem. I dag havde jeg dog lysten, og lige nu ligger jeg på taget og skriver på laptoppen.
Besøg Der er sket rigtig meget siden sidst. Dianas familie kom på besøg kort tid efter sidste update, og det var rigtig hyggeligt. Jeg skulle dog arbejde det meste af tiden, så jeg fik ikke deltaget i nogen aktiviteter. De var ellers alle ude at svømme med delfiner i anledningen af Christinas, Dianas lillesøster, fødselsdag. Det kom der nogle fantastiske billeder ud af:
Mor kom et stykke tid efter, at Dianas familie var rejst. Hendes ophold blev noget længere end forventet, da Island valgte at fyre op under en vulkan. Det gjorde dog ikke spor, da det var superhyggeligt. Heldigvis slap jeg for markeder og håndværkerbyer denne gang, hvilket jeg ellers havde frygtet at blive trukket med til.
Dianas mor og hendes ven Peter har lige været her en lille uge. Både jeg og Diana arbejdede en del, så det blev ikke til så meget tid sammen, men de klarede også sig selv ganske fint. Det er heldigvis nemt at få tiden til at gå, når man er til strand og sol.
Om mindre en to uger kommer Mette W. en uge. Flybilletterne kostede kun 450 kr. tur-retur, så der var ingen undskyldning for hende for ikke at komme af sted. Vejret hernede er perfekt, og det kommer sandsynligvis ikke til at ændre sig, så der vil nok blive en del solbadning og strandture.
Gokart Chefen inviterede på PokerNet Gokart Championship 2010 med damer. Vi kørte to løb, og Diana blev nummer 3 og 2. Min placering bør ikke nævnes i denne blog…
Gran Canaria En morgen kom chefen med noget af en overraskelse: Jeg skulle flyve til Gran Canaria dagen efter og blogge under EPEC, Everest Poker European Cup. EPEC er en turnering om €100.000, hvor 15 lande stiller op med 15 personer hver.
Det blev en rigtig fed tur, som jeg sent vil glemme. I kan læse alt om den i nedenstående link. Bloggen er stillet lidt underligt op, men her er en guide:
Start med fredag, som er nederst. Den skal læses oppefra og ned. Derefter skal lørdag, søndag og mandag læses nedefra og op. Det vil sige, at når man er færdig med fredag, kan alt læses i rækkefølge (nedefra).
Danmark Diana, hendes veninde Madeléne og jeg, havde fundet tur-retur billetter til Billund til kun €16 stykket, så den 28. maj gik turen til dejlige Danmark.
På vej ind kunne jeg se Brejning havn, Vejle Fjord-broen og Jelling Festivallen. Det var ret specielt at se oppefra. Derudover var der tusindvis af gule rapsmarker, hvilket var ret flot.
Diana og Madeléne tog til karneval i Aalborg, mens jeg tog hjem til Emil og boede. Vi fik besøgt familien lørdag, og søndag tog jeg til Jelling Festival for at se Dizzy Mizz Lizzy. Det regnede og regnede, og alt var ét stort pløre, men det var det hele værd.
Mette W’s far kom og hentede os, da koncerten var slut, hvilket var ret tidligt. Vi var dog jævnt enige om, at vi ikke gad være ude i regnen mere, så det gjorde bestemt intet.
Mandag morgen tog vi hjem til Malta igen.
Bulgarien Før vi tog til Danmark, deltog Diana i en medarbejderturnering på Unibet. Der var to rejser på højkant til Unibet Open, som er et kæmpe turneringsarrangement, der bliver holdt forskellige steder i Europa. Denne gang er det i Golden Sands i Bulgarien.
Diana vandt turneringen, og torsdag d. 3. drog hun af sted. Hun var noget nervøs for at skulle alene af sted, men hun fandt selvfølgelig hurtigt nogle at snakke med i Bulgarien. Blandt andet Robert Hansen og Joachim B. Olsen, som begge er entusiastiske pokerspillere.
Diana stillede op i Ladies Event, og det gik godt i betragtning af, at det var hendes første liveturnering. Hun røg ud ca. halvvejs i turneringen, men hun følte selv, at hun havde spillet godt, og det er det vigtigste.
På Main Event finalebordet, sidder danskeren Bjarke Hansen, som jeg snakkede en del med på Gran Canaria. Finalebordet spilles klokken 14.15 bulgarsk tid, og der er over en million til vinderen, så det bliver noget spændende at følge. Der er live stream fra turneringen, hvilket betyder, at man kan sidde og følge med hjemme i stuen.
Malta Vejret hernede er blevet helt perfekt. 27 grader, blå himmel og høj sol. Det er så dejligt at kunne lægge sig op på taget og tage sol. Dog er det ret varmt om aftenen/natten, hvilket begynder at blive irriterende, men heldigvis har vi aircondition i soveværelset.
Jeg har endnu ikke været i vandet, hvilket er lidt små-pinligt. Jeg er bare så dårlig til vand, der er under 25 grader.
Fyrværkeriet er så småt begyndt at starte, men det er heldigvis ikke her i nærheden. Jeg frygter virkelig for det, og håber inderligt, at de dropper det i vores bugt, så de ikke får sænket endnu en båd. Det ville dog ikke ligne dem bare at quitte på den måde.
Befolkningen er stadig lige så specielle, som de altid har været:
Vinduespudsning alá Malta:
Murerarbejde alá Malta:
Selverkendelse:
Til sidst et billede, der bare er sjovt. Diana, der vasker fødder efter nattens bytur, mens hun spiser pølsemix. Hun formår altid at smide skoene, når hun er i byen.
Jeg beklager, at jeg har været så dårlig til at få opdateret bloggen. Alle har presset på, og det er rart at vide, at nogle synes om, det man skriver.Denne blog bliver lang, og er derfor delt op i små dele med hver sit tema. Jeg håber, I vil nyde den:
DANMARK
Som I alle ved, døde Dianas far i en alt for ung alder. Det var meget uvirkeligt at få den sørgelige opringning lørdag morgen. Først prøvede jeg at finde på ”løsninger”, såsom at det var en meget dårlig joke, eller at de tog fejl. Det stod dog hurtigt klart, at den barske nyhed var sand, og pludselig blev ens verden vendt på hovedet. Mit chok var selvfølgelig intet i forhold til Dianas, men det fik mig til at tænke over en del ting; Hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt det kan ende. Det fik mig til at tænke over, om man lever nok i nuet, for hvad er det værd at tænke fremad, hvis livet kan slutte næste dag? Jeg er ikke kommet frem til et endeligt svar, men jeg forventer, at den gyldne mellemvej endnu engang bliver den korrekte løsning.
På trods af de sørgelige omstændigheder, var det rart at komme hjem til den friske, danske vinterluft. Det var dejligt at se familien og få en lille ferie. Alt var selvfølgelig præget af sorg og bisættelsen, men uanset omstændighederne er det altid godt at være sammen med familien.
Diana og hendes familie tog tingene pænt, og vi fik givet hendes far en smuk afsked. Nu er der ikke andet at gøre, end at vente på, sorgen fortager sig lige så langsomt. Det er ikke noget der haster.
TRANSPORT
At flyve er sjovt – de første par gange! Derefter er det et helvede med de lange ventetider, forsinkelser, flyets elendige sæder og den insisterende, konstante larm fra motorerne. Man bliver træt i hoved og krop, når man har brugt 7-8 timer på at komme hjem. Trods alt er det dejligt, at man har så forholdsvist nemt ved at komme hjem!
Når man skal lande i Malta Airport, er det altid en oplevelse. Sidste gang svingede flyet fra side til side få meter over jorden, og det gjorde næsten ondt i ryggen, da hjulene ramte jorden. Flyet hoppede tre gange hen over landingsbanen, inden det endelig fik fodfæste. Det var lige før, man blev nervøs, men sådan en landing er INTET imod den efterfølgende tur i taxa:
Vi betalte 20 euro for at få 20 kilometers dødskørsel gennem de smalle gader. Chaufføren kørte konstant for stærkt og snakkede samtidig i telefon – men det var først, da han gav sig til at sms’e med den frie hånd, at man rigtig blev bekymret. Han havde dog med garanti prøvet det før, så han fik os rutineret kørt hjem uden nogle skrammer. Jeg burde have sagt noget til manden, men han ville sandsynligvis finde det dybt fornærmende, da de fleste kører sådan hernede. Man kan kun håbe, at politiet en dag får sig slæbt ud fra McDonald’s og straffer de gale bilister.
VIP
I februar havde vi ti pokerspillere på besøg til et storslået VIP-arrangement. De fleste havde vundet adgang via en række turneringer, og nogle havde købt billetten fra andre.
I lufthavnen stod vi klar med en limousine, som var fyldt op med øl. Vi fik sendt de ti pokerspillere af sted på en to-tre timers køretur, hvor de fik set lidt af øen og blev rystet sammen. Derefter blev de kørt til deres luksushotel, hvor de havde et par timer inden aftenens strabadser gik i gang.
Vi startede med at spise på en lækker restaurant, kaldet Peperoncino. I takt med at vinen gik ind, blev stemningen hurtig høj, og alle glædede sig til den forestående koncert med den amerikanske rapper Ja Rule. Til koncerten havde vi skaffet VIP-pladser, og al den sprut, der kunne drikkes. Personligt husker jeg hverken koncerten eller turen hjem, men de få der husker noget fra aftenen, fortæller at det var super fedt, og jeg tager deres ord for det.
Næste dag gik turen til Valletta, for dem der havde lyst. Der var dog flere, der af helbredsmæssige årsager blev nødt til at blive et par ekstra timer på hotelværelset.
Om aftenen stod den på hyggepoker, PlayStation og junkfood på kontoret, før vi tog elevatoren op til 22’ende etage, hvor Club 22 ligger. Club 22 er Maltas mest eksklusive natklub, og her var der selvfølgelig også sørget for rigeligt med drikkelse. Omkring klokken 04.00 lukkede klubben, og vi drog ned i byen, og gik på ”stangbar”, som vores chef ynder at kalde det.
Næste morgen drog en række meget, meget trætte pokerspillere mod lufthavnen, hvor en lang hjemrejse ventede. Nogle få havde dog valgt at blive et par ekstra dage, og fik derved noget ekstra, tiltrængt søvn.
Turen var en stor succes, og vi har tænkt os at lave et lignende arrangement i sensommeren.
Det vrimler med besøg for tiden. Da vi returnerede fra Danmark, havde vi kun en halv dag, inden vores fælles veninde, Julie, kom og boede i en uge. Hun har været på Malta et hav af gange, og er derfor kendt hernede, så vi behøvede ikke at ”passe” hende. Det var super hyggeligt, og det er altid fantastisk at have to kvinder til at lave mad og gøre rent!
Diana er netop taget til Danmark med sit arbejde, for at være vært for ”Bingo Cruise”. Maria Bingo har inviteret 20 bingospillere en tur på Oslofærgen, og det er så Dianas job at sørge for, at de alle har det godt. Når cruiset er slut, tager hun nogle dage hjem til Jylland, før hun vender tilbage, sammen med sin bror, søster og mor, som bliver hernede en uges tid i påsken.
Når de tager hjem har vi igen et par alenedage, før mor rykker ind. Jeg glæder mig allerede til håndværkerby og romantiske film – det skal nok blive en oplevelse! ;)
SLUT
Jeg vil slutte for i dag, men jeg lover, at jeg skal prøve at vende tilbage oftere. Jeg har et meget sjovt billede, som jeg desværre ikke har fået overført fra min mobil, som I skal se. Jeg kan afsløre, at det handler om stor selverkendelse fra mine elskede, maltesiske medborgere.
Det er dejligt at være hjemme igen. Endnu dejligere er det, at Malta er hjemme. Det er mærkeligt så hurtigt man vænner sig til ting, men det havde nu været besværligt anderledes. Det var rart at være hjemme til jul, om end det var alt, alt for koldt. Hernede er det 13-19 grader om dagen, hvilket også er for koldt, men en hel del bedre. Og her er ingen sne!
Det triste ved at have været i Danmark er, at man lærer hvor ineffektivt alt er hernede. Malteserne er ikke blevet hurtigere, skarpere, bedre eller dygtigere, mens vi har været væk. Tingene fungerer præcis, som da vi tog af sted, så der er helt sikkert ikke sket nogen julemirakler på klippeøen.
Den anden dag var der to mænd i en lift i en kran, der var i gang med at reparere noget på et hus. Da de var færdige kunne liften ikke hejses ned, men det problem blev hurtigt løst: De svingede liften over mod kranen, og greb fat i selve kranen. Her bandt de liften fast, og kravlede derefter ind på en stige, der var i midten af kranen. Dette foregik i omkring 15-20 meters højde. Man kunne spekulere over hvor godt det maltesiske arbejdstilsyn fungerer.
En aften jeg stod og ventede på bussen, så jeg den værste parkering nogensinde foretaget: En bil valgte at holde halvt ude på vejbanen, halvt i bussens holdeplads og halvt i et fodgængerfelt. Føreren skulle ind i en butik på den anden side af vejen, men det tog jo kun 3 minutter, så der var bestemt INGEN grund til at finde en parkeringsplads. At tænke sig om er ikke noget den gennemsnitlige malteser bruger i hverdagen – eller på andre dage for den sags skyld.
Jeg undskylder billedkvaliteten:
Det er dog trods alt herligt, at man kan gå og føle sig lidt overlegen, fordi ens IQ er 30-40% højere end gennemsnittes.
Mange gange undskyld, at jeg har været så dårlig til at opdatere bloggen!
Der er sket meget hernede, siden jeg skrev sidst. Først og fremmest har vi haft fornemt besøg af både Dianas familie og min gamle mor.
Dianas mor, far og søster var her en uge, og de havde valgt den med allermest regn. Dog var der også solskinstimer ind imellem, så det blev til en tur til stranden med badning og det hele. De havde taget masser af rugbrød og leverpostej med, hvilket man altid mangler hernede. Sådan noget slipper dog hurtigt op, så jeg glæder mig til at komme hjem og hente nye forsyninger.
Mor boede hos os en uge, og det var superhyggeligt. Vi fik spist en del ude, var på bådtur og så en meget spændende (nej) håndværker-by. Jeg kan altid blive helt medrevet af at se folk puste glas (nej). Det var en dejlig uge, og vi nød at der blev gjort rent og vasket op, når vi var på arbejde :)
Diana og jeg har været til maltesisk bryllup. Det var noget af en oplevelse. Det var Dianas håndboldtræner og en holdkammerat der blev gift. Vi ankommer til kirken i nyindkøbt tøj, og den er pyntet flot op. Ceremonien foregik stort set som i Danmark, bortset fra at alt var på maltesisk. En times vielse føles lang, når det eneste man forstår er ”Amen”. Efter vielsen blev der kastet ris, men der skulle da også lige skydes noget fyrværkeri af, nu hvor båden er sunket.
Vi kørte til et festlokale, hvor der var en stor bar og et udendørsareal med endnu en bar. Kagen stod fremme, og Diana kunne næsten ikke vente med at få et stykke. Tjenere kom rundt og delte pindemadder og andre små ting ud, og som tiden gik undrede vi os over, hvornår vi skulle spise. Til sidst måtte Diana spørge, og vi fandt så ud af, at det VAR spisningen. Til gengæld kom de rundt så mange gange, og med så meget forskelligt, at jeg som altid spiste for meget, så helt skidt var det ikke.
Endelig kom vi til kagen, og der blev delt knallerter og lignende ud (selvfølgelig) til at skyde på brudeparret. Der var konfetti over alt og Diana ventede spændt på at få et stykke, men hvor blev hun snydt! Kagen blev pakket sammen i kasser og gemt væk, og INGEN fik noget! Hvorfor ved vi ikke. Aldrig har man da kendt magen til falsk markedsføring.
Efter brudeparret var kørt væk, gik vi andre ind for lige at snuppe en sidste drink, men næhnej – alting blev pakket ned med lynets hast, og så var brylluppet slut.
Jeg takker nej, næste gang der bliver holdt maltesisk bryllup.
Vi er lige flyttet i ny lejlighed. Én af de andre danskere hernede flyttede fra sin, da han synes den er for stor til én mand. Lige siden Diana så den første gang, lige da vi kom herned, har hun været forelsket i den, så vi sagde den gamle lejlighed op og overtog denne. Den er kæmpe stor, og har et lækkert køkken med opvaskemaskine og mikrobølgeovn. Derudover er der en stor altan og en tagterrasse.
Jeg har ingen billeder lige nu, men jeg lover at lægge nogle op i nærmeste fremtid.
Vores housewarming var rigtig hyggelig, men endte på en lidt speciel måde: Klokken var halv 3, da det bankede på døren. Det var politiet, der havde fået klager over, at vi larmede for meget. Det skal siges, at ingen havde bedt os om at skrue ned først, men ment, at det helt sikkert var en sag for politiet. Ind kommer to fedladne betjente, der sandsynligvis ikke har haft en så farlig mission i flere år. I stuen er folk i gang med et spil twister, og fire personer står med røven i vejret. Det gav omkring 5 sekunders meget intens stilhed, indtil betjentene igen fik fatningen. Vi lovede at skrue ned, og så var alt godt igen.
Jeg kommer hjem til Danmark på ferie d. 12/12 og Diana følger efter d. 18. Vi har begge ferie indtil den 6/1, hvor vi sammen rejser tilbage til vores klippeø.
