Jeg beklager, at jeg har været så dårlig til at få opdateret bloggen. Alle har presset på, og det er rart at vide, at nogle synes om, det man skriver. Denne blog bliver lang, og er derfor delt op i små dele med hver sit tema. Jeg håber, I vil nyde den:
DANMARK
Som I alle ved, døde Dianas far i en alt for ung alder. Det var meget uvirkeligt at få den sørgelige opringning lørdag morgen. Først prøvede jeg at finde på ”løsninger”, såsom at det var en meget dårlig joke, eller at de tog fejl. Det stod dog hurtigt klart, at den barske nyhed var sand, og pludselig blev ens verden vendt på hovedet. Mit chok var selvfølgelig intet i forhold til Dianas, men det fik mig til at tænke over en del ting; Hvor skrøbeligt livet er, og hvor hurtigt det kan ende. Det fik mig til at tænke over, om man lever nok i nuet, for hvad er det værd at tænke fremad, hvis livet kan slutte næste dag? Jeg er ikke kommet frem til et endeligt svar, men jeg forventer, at den gyldne mellemvej endnu engang bliver den korrekte løsning.
På trods af de sørgelige omstændigheder, var det rart at komme hjem til den friske, danske vinterluft. Det var dejligt at se familien og få en lille ferie. Alt var selvfølgelig præget af sorg og bisættelsen, men uanset omstændighederne er det altid godt at være sammen med familien.
Diana og hendes familie tog tingene pænt, og vi fik givet hendes far en smuk afsked. Nu er der ikke andet at gøre, end at vente på, sorgen fortager sig lige så langsomt. Det er ikke noget der haster.
TRANSPORT
At flyve er sjovt – de første par gange! Derefter er det et helvede med de lange ventetider, forsinkelser, flyets elendige sæder og den insisterende, konstante larm fra motorerne. Man bliver træt i hoved og krop, når man har brugt 7-8 timer på at komme hjem. Trods alt er det dejligt, at man har så forholdsvist nemt ved at komme hjem!
Når man skal lande i Malta Airport, er det altid en oplevelse. Sidste gang svingede flyet fra side til side få meter over jorden, og det gjorde næsten ondt i ryggen, da hjulene ramte jorden. Flyet hoppede tre gange hen over landingsbanen, inden det endelig fik fodfæste. Det var lige før, man blev nervøs, men sådan en landing er INTET imod den efterfølgende tur i taxa:
Vi betalte 20 euro for at få 20 kilometers dødskørsel gennem de smalle gader. Chaufføren kørte konstant for stærkt og snakkede samtidig i telefon – men det var først, da han gav sig til at sms’e med den frie hånd, at man rigtig blev bekymret. Han havde dog med garanti prøvet det før, så han fik os rutineret kørt hjem uden nogle skrammer. Jeg burde have sagt noget til manden, men han ville sandsynligvis finde det dybt fornærmende, da de fleste kører sådan hernede. Man kan kun håbe, at politiet en dag får sig slæbt ud fra McDonald’s og straffer de gale bilister.
VIP
I februar havde vi ti pokerspillere på besøg til et storslået VIP-arrangement. De fleste havde vundet adgang via en række turneringer, og nogle havde købt billetten fra andre.
I lufthavnen stod vi klar med en limousine, som var fyldt op med øl. Vi fik sendt de ti pokerspillere af sted på en to-tre timers køretur, hvor de fik set lidt af øen og blev rystet sammen. Derefter blev de kørt til deres luksushotel, hvor de havde et par timer inden aftenens strabadser gik i gang.
Vi startede med at spise på en lækker restaurant, kaldet Peperoncino. I takt med at vinen gik ind, blev stemningen hurtig høj, og alle glædede sig til den forestående koncert med den amerikanske rapper Ja Rule. Til koncerten havde vi skaffet VIP-pladser, og al den sprut, der kunne drikkes. Personligt husker jeg hverken koncerten eller turen hjem, men de få der husker noget fra aftenen, fortæller at det var super fedt, og jeg tager deres ord for det.
Næste dag gik turen til Valletta, for dem der havde lyst. Der var dog flere, der af helbredsmæssige årsager blev nødt til at blive et par ekstra timer på hotelværelset.
Om aftenen stod den på hyggepoker, PlayStation og junkfood på kontoret, før vi tog elevatoren op til 22’ende etage, hvor Club 22 ligger. Club 22 er Maltas mest eksklusive natklub, og her var der selvfølgelig også sørget for rigeligt med drikkelse. Omkring klokken 04.00 lukkede klubben, og vi drog ned i byen, og gik på ”stangbar”, som vores chef ynder at kalde det.
Næste morgen drog en række meget, meget trætte pokerspillere mod lufthavnen, hvor en lang hjemrejse ventede. Nogle få havde dog valgt at blive et par ekstra dage, og fik derved noget ekstra, tiltrængt søvn.
Turen var en stor succes, og vi har tænkt os at lave et lignende arrangement i sensommeren.
I kan se en billedkompilation fra turen HER.
BESØG
Det vrimler med besøg for tiden. Da vi returnerede fra Danmark, havde vi kun en halv dag, inden vores fælles veninde, Julie, kom og boede i en uge. Hun har været på Malta et hav af gange, og er derfor kendt hernede, så vi behøvede ikke at ”passe” hende. Det var super hyggeligt, og det er altid fantastisk at have to kvinder til at lave mad og gøre rent!
Diana er netop taget til Danmark med sit arbejde, for at være vært for ”Bingo Cruise”. Maria Bingo har inviteret 20 bingospillere en tur på Oslofærgen, og det er så Dianas job at sørge for, at de alle har det godt. Når cruiset er slut, tager hun nogle dage hjem til Jylland, før hun vender tilbage, sammen med sin bror, søster og mor, som bliver hernede en uges tid i påsken.
Når de tager hjem har vi igen et par alenedage, før mor rykker ind. Jeg glæder mig allerede til håndværkerby og romantiske film – det skal nok blive en oplevelse! ;)
SLUT
Jeg vil slutte for i dag, men jeg lover, at jeg skal prøve at vende tilbage oftere. Jeg har et meget sjovt billede, som jeg desværre ikke har fået overført fra min mobil, som I skal se. Jeg kan afsløre, at det handler om stor selverkendelse fra mine elskede, maltesiske medborgere.
-Rasmus
